kall
Norsk rediger
Substantiv 1 rediger
kall n (bokmål/riksmål/nynorsk)
- livsoppgave
- Kræv ikke, ven, at jeg skal gåden klare; jeg spørger helst; mit kald er ej at svare. – Et rimbrev, Henrik Ibsen
- Kræv ikke, ven, at jeg skal gåden klare; jeg spørger helst; mit kald er ej at svare.
Uttale rediger
Grammatikk rediger
Bøyning (regelrett substantiv intetkjønn) | ||||
---|---|---|---|---|
Entall | Flertall | | ||
Ubestemt | Bestemt | Ubestemt | Bestemt | |
kall | kallet | kall | kallene | (bokmål/riksmål) |
kall | kallet | kall | kalla | (bokmål) |
eit kall | kallet | kall | kalla | (nynorsk) |
For genitiv av substantiv, se eieform. |
Substantiv 2 rediger
kall m (bokmål/nynorsk), c (riksmål)
Uttale rediger
Grammatikk rediger
Bøyning (regelrett substantiv hankjønn) | ||||
---|---|---|---|---|
Entall | Flertall | | ||
Ubestemt | Bestemt | Ubestemt | Bestemt | |
ein kall | kallen | kallar | kallane | (nynorsk) |
en kall | kallen | kaller | kallene | (bokmål/riksmål) |
For genitiv av substantiv, se eieform. |
Synonymer rediger
- gubbe (1)
Verb rediger
kall (bokmål/riksmål/nynorsk)
- bøyningsform av kalle